FamilienHorn: Ferie, forstrukne ligamenter og et stk bestået eksamen:)

Vi drog afsted sidste lørdag på en utrolig lang tur mod Okanagan Valley i BC (dette er stadig i Canada). To nætter på moteller på vejen. Super steder med skønne pools og legepladser. Sidste motel i Penticton var super, med masser af børnefamilier, der så ud til at bo på stedet og en masse hygge i den fælles have og pool. På vejen så vi 'Jacks slide' - et enormt stenskred der fandt sted i starten af 1900 tallet og smadrede en hel by. Da vi havde kørt langs den amerikanske grænse i meeeget lang tid og skulle til at bevæge os nordpå i the Okanagan Valley, kom vi til et Grækenlands-lignende område. Enormt tørre bakker og bjerge og en dal der var frodig af frugt og vinplantager - fuldstændig som at komme til et nyt land - ret fantastisk. Vi stoppe ikke så mange steder fordi vi ville frem til vores bestemmelsessted og fordi vi regnede med at hele dalen var det samme. Men desværre blev der færrere og færrere frugtplantager som vi kom længere nordpå. Nå men mandag over middag nåede vi endelig frem til Ellison Campground og fandt os den sidste ledige plads. Det var hedt og efter at teltet var sat op gik vi 500 meter ned af en stejl skrænt og var på den dejligste strand ud til Okanagan Lake.

Tirsdag morgen gik vi en lille tur op i skoven bag campingpladsen. Det begyndte at regne og vi gemte os under et træ. Da det endelig stoppede med at regne, må jeg være kommet til at forstyrre et bo med hestebremser (eller lignende kræ, der skikker som ind i H.....) Pludselig blev jeg stukket i nogle væmmelige bid i nakken og da Frederik prøvede at få dem væk, blev han osse stukket. Jonathan slap heldigvis. Frederik tog Jonathan under armen og vi satte i en spurt (så glemte man lige at man var 7 mdr gravid). Jonathan skreg af forstrækkelse og da vi stoppe var jeg lige ved at skrige af smerte i nakken men osse i bækkenbunden, hvor jeg helt sikker havde forstyrret en ellers fin balance..... Faktisk kunne jeg ikke rigtig gå. Det føltes som om bæknet var ved at blive rykket fra hinanden. Jeg tog en slapper, men da smerten ikke gik over og jeg ikke kunne gå så langt som til toilettet på campingpladsen, besluttede vi os for at smutte forbi skadestuen. Nå men baby havde det bare super, så det var bare mig der skulle slappe helt af til det gik over (har da hørt noget lignende før, også sådan cirka 2 mdr før forventet baby-ankomst). Så campingfornøjelsen blev kort - vi rykkede på hotel i Vernon og var der i to dage hvor Frederik kørte Jonathan og jeg rundt i kørestol. Anyway vi kom hjem igår og big mama har det meget bedre. Håber på at være helt på toppen om et par dage. PS de der bid i nakken var ikke noget farligt - gjorde bare ondt.

Jonathan og Frederik har taget det pænt med en afkortet ferie, det er vel egentlig bare mig der har været noget skuffet. Heldigvis kom det længeventede brev fra CAOT idag og der stod til min sande overraskelse, Congratulations, you passed........:)!!! Vildt overraskende og helt fantastisk - det hjalp på humøret! Nu må jeg så kalde mig ergoterapeut herovre og der er ikke nogen der skal tjecke alt hvad jeg laver. Det vil jeg virkelig glæde mig over de næste 6-8 uger nå jeg går på arbejde. Det bliver vel osse noget med lidt kage til de hjælpsomme kolleger på tirsdag!

Og så til de savnede billeder: