Tuesday, August 28, 2007

Kendte i det 'Sjællandske'

Få lige fingrene i 'Sjællandske' fra lørdag en 4. august og se vores lille familie på midtersiden - sejt. Det er med billede og udtalelser og det hele. Der er osse gode rejseoplevelser fra Tine og Allans tur - specielt værd at læse for børnefamilier der overvejer at tage til Canada, måske for at besøge os:) Vi fik selv et eksemplar med posten igår sammen med dansk slik, meget fantastisk og selvfølgelig næsten spist. Der er en artikel om Vancouver som vi lige har nærlæst - har jeg sagt at vi tager en forlænget weekend derover til november med Janet, Harold og Hailey.

Monday, August 27, 2007

Børnefødselsdag

Blå glasur er bare det bedste... Jonathan og Ethan

Ethan fra dayhome fyldte 3 år og det skulle fejres. Han havde åbenbart selv fået lov til at vælge hvem der skulle med og Jonathan på 1½ var der sammen med Ethan og to af hans venner fra en legegruppe (begge 3). Mila fra dayhome (osse 3 år) kom aldrig. Jeg tror ikke forældrene vidste hvor gammel Ethans ven Jonathan var. Pyt med det,der blev leget og aldrig før har Jonathan spist så meget sukker på én formiddag - han nød det!!

Thursday, August 23, 2007

Viva Italia

Åhh hvor er italiensk mad godt. Vi fik skøn Antipesto og pizza og dejlig, dejlig rødvin. Måske er Italien næste destination - så er vi da osse lidt tættere på! jonathan opfører sig åbenbart helt fantastisk når han er i byen, ikke noget med 1½ års anfald eller noget. Vi har besluttet at vi sender ham noget mere rundt om hjørnet:)
Forresten så har Frederik vundet sin første fodboldkamp herovre, det er han super glad for. desværre var det turneringens sidste kamp. Nu må de prøve at holde stilen i indendørs sæsonen.

Monday, August 20, 2007

Bryllupsdag og andet godt

Nå, har lige kigget lidt på bloggen - der er godt nok meget om mig. Undskylder for det. Kort sagt, engelsktesten er overstået. Der er svar om 14 dage.

Ja, så har vi jo været gift i to år - skønne år!! Det skal fejres på en forhåbentlig dejlig italiensk restaurant. Jonathan skal over til Hailey, så ham behøver vi ikke at bekymre os om.

Weekenden er gået med hjemmehygge og bondegårdsbesøg. Vi passede Hailey lørdag og det er så sjovt at se sådan som de leger sammen. Jonathan tager Hailey i hånden og så går det ellers rundt i haven - der var osse tid til at grave lidt i sandkassen.

På bondegården blev alle dyrene klappet

Thursday, August 16, 2007

Job interview

Nå, så har jeg været til mit første canadiske job interview. Det var tirsdag eftermiddag efter at jeg havde fulgt en af ergoterapeuterne på stedet om formiddagen (job shadow). Arbejdet er i Home Care hvilket er det nærmeste vi kommer kommunal ergoterapi i Danmark. Det spænder bare meget bredere; med hjælpemidler, sindslidende og hele den sociale situation. Men de er altså noget mere case-managerer herovre, hvilket måske kunne være fedt at prøve. Nå men i løbet af den der formiddag fik jeg lidt et billede af arbejdet og virkelig det indtryk at arbejdet var mit hvis jeg ville have det - samtalen ville bare være en formalitet. Men så blev klokken 1pm og jeg blev kørt igennem min første samtale. Det var med standardiserede spørgsmål til min tidligere praksis hvor man ønskede eksempler. Vil lige her indskyde at det nok er snart 3 år siden at jeg virkelig har praktiseret ergoterapi. Nå, men de synes vist jeg var fornuftig nok. Men da så hele sceancen var ovre kunne de fortælle, at der lige ville gå lidt tid før jeg ville høre fra dem, det forholder sig nemlig sådan at den stilling jeg søgte var blevet besat, men da de jo altid mangler ergoer og en ny stilling snart ville komme op, havde de taget mig til samtale alligevel - sært. Men det skønne ved Calgary er at de åbenbart mangler ergoer helt desperat. Så jeg kan arbejde så meget og så lidt jeg vil - hvis jeg fåret job. Så jeg forestiller mig noget med 2 eller 2½ dag om ugen:) Bare jeg ikke bliver for afhængig af det.
Det er altsammen meget spændende.
Desværre har Jonathan været snottet og the dayhome synes det var for snottet til at være ved dem, så farmand har haft sin første barns sygedag herovre - det er der vist ikke noget der hedder, men han var hjemme i hvert tilfælde... Snot forhindre nu ikke Jonathan i at snakke derudaf - han snakker nonstop. Det har været skønt med tegnene indtil nu, men jeg tror nu ikke vi helt undgår frustration. Jonathan har nu sine egne ord for mange ting og han gentager dem til vi har gættet os frem til hvad han snakker om - men når jo til tider et blive irriteret på os, da det kan tage mange gæt. Det er vel noget alle forældre med børn over 1½ år kender til. Det er fantastisk dejligt og underholdende, men jo osse lidt trættende. Han skal osse helst klæde os på hver dag. Før vi nærmest får øjnene op har han fundet hjemmesko frem og står og peger på morgenkåben og siger 'på, på, på'. Heldigvis for den morgentrætte mor, er han så glad for sin far for tiden, at det helst er 'bar' han vil have ud af sengen:).
Må forresten osse lige skrive at de to drenge i tirsdags vist havde ordnet en masse have, luget ukrudt og sådan. De havde gjort det så meget at, da vi igår eftermiddags, var på vej ud af lågen for at gå på legepladsen, og Jonathan opdager at der er ukrudt i bedet, begynder han at snakke derudaf, løber op i den anden ende af haven for at tage ukrudtsoptageren og kræver at jeg sætter mig ned og får det fjernet. Det er da underholdende og skønt at opleve.

Sunday, August 12, 2007

400 ord

Øver mig til den engelsk eksamen på lørdag. Det er det skriftlige der halter - jeg skal skrive 400 ord og helst uden for mange gramma- og stavefejl. Der er en opgave hvor man skal se på en grafisk fremstilling af et problem og forklare det - det er jeg jo ikke engang god til på dansk. Og ikke nok med at de vil se hvor god jeg er til engelsk - nej, nej de tjecker selvfølgelig osse lige ens evner til at overskue opgaven... Super! Nå men de var jo heldigvis ikke interesseret i eksamensresultatet i ergo-foreningen, så er det jo bare lidt ærgeligt at jeg har bedt engelskskolen om at sende mit resultat direkte til ergoterapeutforeningen - altså hvis jeg nu ikke består...:) Men det gør jeg og ikke mere snak om det.

Jonathan og Frederik er snottede, men det er da første gang her i Canada - imponerende med dayhome-start og det hele. Her er lige et lille lørdags hygge/afslapningsbillede. Jonathan laver forresten tegnet for mere på billedet... Vi er nu ret sikre på at han kan sige kat/cat, day og bye nu. Han siger jo 'bar' for far og vi mener vi en enkelt gang har hørt ham sige 'mor'.


Monday, August 6, 2007

Godkendt til Alberta

Har lige fået at vide at min uddannelse er blevt godkendt og jeg må arbejde i Alberta. Jeg må arbejde under supervision indtil jeg har min ergoterapeuteksamen - som jeg forhåbentlig består 3. november. Det er helt vildt spændende og er kommet meget hurtigere end jeg troede, men sådan går det jo tit. Så må jeg jo bare finde ud af hvad jeg gerne vil lave. Det er vist mangel på sådan nogle som mig og jeg har vist endda mulighed for at arbejde så lidt eller meget som jeg gerne vil :)

Troede faktisk at jeg skulle tage en engelsk test for at blive godkendt - men det har de vist glemt igen. Pyt med det. Men da jeg nu har meldt mig til en eksamen tager jeg til den næste lørdag og håber på at mine engelsk-kundskaber rækker til at bestå :) Måske er der senere nogle der kræver at se en sådan og jeg ved i hvert tilfælde at universitetet gør hvis jeg skulle komme videre med min idé om at læse et par fag.

Vi er ellers kommet os over ikke at have familien lige om døren. Det sætter jo tingene lidt i perspektiv at mange af dem vi kender her ser deres familier et par gange årligt, da de bor i hver sin ende af Canada.
Vejret er desværre blivet lidt dårligere - men efter 8-10 uger med 30 grader skal man vel ikke brokke sig til en dansker:) Vi håber det bliver bedre så vi kan komme lidt mere på camping før efteråret virkelig kommer.
Forresten er der kommet endnu en dreng i vennekredsen - velkommen til 'knægten' i Brønshøj og tillykke til de stolte forældre. Hvem mon har tænkt sig at skaffe nogle piger til alle vores drenge...??

Wednesday, August 1, 2007

Alene igen

Mærkeligt.... Så er de allesammen rejst hjem til Danmark igen. Mine forældres fly letter lige nu. Det har været så skønt at have besøg fra Danmark og de bedsteforældre er da bare skønne. Det bliver svært for os alle at omstille os til almindelig hverdag igen - hvis vi nogensinde nåede at få en sådan. Jonathan er blevet forkælet og leget med og hygget om og ikke mindst passet - det har alle parter vist nydt. Egentlig bliver det jo rart at blive alene efter seks uger med gæster i huset - men så alligevel. Lige i aften mærker jeg hvor langt væk vi er fra jer alle sammen. Vi har et godt og spændende liv herovre og er virkelig kommet mere ind i vores lille samfund og Canada end vi havde turde forestille os før vi rejste - men vi har ikke bedsteforældre og onkler og tanter lige i baghaven mere - det er sgu surt!!

Nå men rejsen hjem til jul bliver snart bestilt og om et par dage vil jeg(og nok osse Jonathan og Frederik) igen nyde livet og udfordringerne her i Canada.


Jonathan med alle bedsteforældre samlet omkring sig



Smuk natur igen, igen. Vi bliver aldrig trætte af det...

Nå ja, sådan ser jeg så ud i Rockie Mountains

Skøn lille hytte i Nordegg

Allan tog dette billede da de var her. Han synes ikke vi har vist nok her fra området - så her er vi med vores plastikhus i baggrunden...