Hjem på onsdag:)

Nå efter endnu lidt hårde tider ser det ud til at vi kan tage Daniel med hjem på onsdag - det er bare så fantastisk, vidunderligt og dejligt!!!! Så er han 3 uger og en dag og det er virkelig på tide at forlade det hospital (polepal som storebror Jonathan kalder det).
Vi fik Daniel undersøgt af Øre næse hals specialisten i torsdags hvor de kom med svar på vores mange spørgsmål (Daniels problemer med at synke, en rallen efter spisning, meget hæs stemme og en næsten evig pibelyd når han trækker vejret) Under operationen har de beskadiget nerven til det ene stemmebånd, der nu er lammet. Det vides ikke om det kun er delvist beskadiget og kan regenereres eller om de har ødelagt det fuldstændig. Dette har stor betyding lige nu og vil gøre at Daniel gør meget langsommere fremskridt med spisningen, da det er svært at synke og sikre sig at maden kommer på rette vej. Han kommer derfor hjem med sonde og skal langsomt vennes til flaske og amning. Vi synes det var så hårdt at der nu er endnu en ting han skal kæmpe med - at få mad burde være naturligt og let. Men heldigvis skulle det stadig være forholdsvis kortere tid (nogle måneder) og selvom stemmebåndet måske er permanent skadet, vil det andet stemmebånd lære at tage over og Daniel skal nok blive god til at spise, synke og tale.
Nu er vi ved at lære at håndtere sonden og ser bare frem til at vi alle kan være hjemme og prøve at få en hverdag igen. Dette bliver dog en tidskrævende en, med flaske, amning, sonde, pumpning samt almindelige baby og børneting. Vi kommer på noget af et tidsskema da maden jo ikke er så tilgængeligt som ved amning eller flaske.
Jonathan er stadig ude af den og sige nu konsekvent 'nej' til alt. Han får vilde raseri-ture og er bare ikke sig selv. Vi ved jo godt at alle storesøskende reagere, men det er så svært når man kommer hjem fra en nat på hospitalet og glæder sig til at hygge og han så bare synes at det hele er svært.