Vi har fået et hjem...

Så kom vores ting - og vi nåede slet ikke at savne dem alt for meget. Alligevel var der jo lidt julestemning da de ankom med containeren og læssede det hele af. Der var jo ting jeg ikke lige havde tænkt på og som var skønneat få igen. Til gengæld var det jo lige meget med den kasse der var med køkkenmaskiner - da vi jo kun kører 110 volt herovre.... Jonathan og mig stod i døren og dirigerede det hele og så kom tingene hen hvor vi ønskede det. Så nu har vi en stue, et køkken og et par værelser der fungere, det er så fedt. Tror faktisk det bedste var at kunne skifte Jonathan på et puslebord og ikke på gulvet. Og så glæder vi os til at cykle en tur.

Nå men her sker så meget. Vores store og super seje dreng startede i dagpleje igår. Jeg må indrømme at jeg har været virkelig bekymret og i tvivl om vores beslutning - nok mest fordi jeg er mor, men det drejede sig jo om at jeg ikke ved helt hvad jeg kaster ham ud i. Vi har holdt fast fordi vi jo ved hvor meget Jonathan holder af samværet med andre børn. Og i går morges klokken 8.00 kastede Jonathan sig trygt i armene på dagplejemor Barbara og hyggede sig hele formiddagen indtil mor kom igen. Er han ikke fantastisk :-) Det synes vi i hvert tilfælde... I Canada sover børnene ikke middagslur ude og selvom Barbara synes det lød noget skørt at vi ligger Jonathan i klapvognen til hans lur, har hun besluttet at sådan skal det osse være hos hende. Tror faktisk det er lidt grænseoverskridende for hende - men hun gjorde det. Forresten er rigtig sød kvinde og rigtig Canadisk/Amerikansk med en masse 'sweathart', 'baby', 'honey' osv.

Må vist hellere notere at Jonathan i det hele taget har det supergodt herovre. Det virker ikke til at forstyrre ham at der tales engelsk rundt om ham. Han råber hej til alle og vinker løs. De siger jo osse hej - så så langt så godt... Han er faldet til i huset - suser op og ned af trapperne der er belagt med et tykt, blødt tæppe - så vi er ikke så bekymrede for ham.

Han kender jo allerede vejen til legepladsen hvor vi er henne de fleste dage. Vi kan gå små ture sammen med ham nu, det går superlangsomt og næsten alle stenene på vejen skal vendes, men det er så hyggeligt. Heldigvis er vores dag herovre jo meget i Jonathans tempo, så der er tid til at vende mange sten...