Fremskridt men tidsmangel

Vi har været hjemme i godt 2 uger og Daniel får det langsomt bedre og bedre. Han tager på og ser ud til at trives fint. Han har kæmpet noget med spisning, men er nu ved at få lidt styr på sit velfungerende og sit paretiske stemmebånd og tager til tider næsten et fuldt måltid fra flaske. Ellers er han jo stadig på sondemad. Og til dem der ikke helt ved hvordan det er, så er det så overdrevet tidskrævende at samtidig med at Daniel har været ved at komme sig så er vi andre ved at segne. Han skal have mad hver 3. time hvilket jo ikke er uhørt for en nyfødt, men med forberedelse og tiden det tager at give maden, laver vi ikke meget andet. Jo forresten jeg pumper osse lige - hvilket lige nu er op til overvejelse, bare for at få lidt tid. De to dage Jonathan er hjemme er ret vanvittige og vi overvejer lige nu at købe en nanny fra nogle i kvarteret. I sidste uge ventede Jonathan hele dagen på at jeg fik et øjeblik. Men det meste af tiden går med amning eller flaske, så sondemad, så rengøring af tingene og så lige en gang pumpning. I denne uge er der legeaftaler klar og lidt mere overskud. Vi giver lidt lyd når der igen er lidt overskud. Tusind tak for alle de dejlige mails.
Hele denne omgang har medført at vi har følt os nødsaget til at aflyse julen i Danmark - det er simpelthen bare for hårdt lige nu. Så vi tager endnu en Canadisk jul og kommer hjem når tingene kører lidt lettere.

Home sweet Home!!

Så er vi kommet helt hjem - endelig. I onsdags! Det var så dejligt at vende hjem med vores lille baby og ikke længere behøve at pendle som gale. Det betyder jo osse at Daniel er blevet erklæret rast og det er bare så skønt. Han skal til en hulens masse tjecks ved diverse læger, men det klarer vi nok osse. Daniel ser ud til at trives rigtig godt is ine nye omgivelser. Han sover en masse og forsøger også sit bedste med selv at spise. Han får nu stadig hoveddelen af sin mad i sonde - men det skal jo nok komme når han lærer at koordinere stemmebåndet og får mere energi tilbage. Men hold op hvor flaske, amning og sonde-mad er tidskrævende og skal jo kører fuldstændig efter et skema - vi er ved at forsøge at finde en måde der passer til familien. Men vi skal jo heller ikke glemme at helt almindelige babyer osse tager meget tid :)

Jonathan har det allerede meget bedre efter at alle er vendt hjem til Garrison Woods og ser ud til at kunne lide sin bror en smule. Han kan nu ikke forstå hvorfor vi ikke skla tilbage til de gode legepladser på børnehospitalet....

I morgen vender Inge og Finn hjem til DK og vi må finde ud af at klare os selv - det kan vi osse godt nu, men hvor har det været fantastisk med hjælpen så længe.

Janet var på besøg på hospitalet og her er hvad hun så.

Hjem på onsdag:)

Nå efter endnu lidt hårde tider ser det ud til at vi kan tage Daniel med hjem på onsdag - det er bare så fantastisk, vidunderligt og dejligt!!!! Så er han 3 uger og en dag og det er virkelig på tide at forlade det hospital (polepal som storebror Jonathan kalder det).
Vi fik Daniel undersøgt af Øre næse hals specialisten i torsdags hvor de kom med svar på vores mange spørgsmål (Daniels problemer med at synke, en rallen efter spisning, meget hæs stemme og en næsten evig pibelyd når han trækker vejret) Under operationen har de beskadiget nerven til det ene stemmebånd, der nu er lammet. Det vides ikke om det kun er delvist beskadiget og kan regenereres eller om de har ødelagt det fuldstændig. Dette har stor betyding lige nu og vil gøre at Daniel gør meget langsommere fremskridt med spisningen, da det er svært at synke og sikre sig at maden kommer på rette vej. Han kommer derfor hjem med sonde og skal langsomt vennes til flaske og amning. Vi synes det var så hårdt at der nu er endnu en ting han skal kæmpe med - at få mad burde være naturligt og let. Men heldigvis skulle det stadig være forholdsvis kortere tid (nogle måneder) og selvom stemmebåndet måske er permanent skadet, vil det andet stemmebånd lære at tage over og Daniel skal nok blive god til at spise, synke og tale.
Nu er vi ved at lære at håndtere sonden og ser bare frem til at vi alle kan være hjemme og prøve at få en hverdag igen. Dette bliver dog en tidskrævende en, med flaske, amning, sonde, pumpning samt almindelige baby og børneting. Vi kommer på noget af et tidsskema da maden jo ikke er så tilgængeligt som ved amning eller flaske.
Jonathan er stadig ude af den og sige nu konsekvent 'nej' til alt. Han får vilde raseri-ture og er bare ikke sig selv. Vi ved jo godt at alle storesøskende reagere, men det er så svært når man kommer hjem fra en nat på hospitalet og glæder sig til at hygge og han så bare synes at det hele er svært.

Tilbage i Calgary

Så er vi tilbage i Calgary. Vi kom i lørdags og Daniel har det meget bedre. Han er kommet af med en masse slanger og er forhpbentlig i morgen kun på sonden. Den vil vi nu osse gerne snart af med så vi kan tage den dejlige dreng med hjem. Desværre går det lidt langsomt med at Danile selv spiser. Han virker til rigtig gerne at ville og ved godt hvordan der skal ammes, men vi tror han har så ondt i halsen efter respiratoren at han faktisk ikke rigtig kan synke. I morgen skla høre, næse hals specialisten se på ham og osse ergoen, og vi håber meget på gode råd.
Det er skønt at være tilbage i byen, og dejligt at vi nu ved at Daniel snart får det rigtig godt. Det er meget svært at dele tiden mellem børnene og Jonathan reagere nu ret meget på at vi var væk i over en uge - hvilket er helt rimeligt. Vi glæder os til lidt hverdag i vores lille familie. Men for nu må vi pendle og prøve at holde ud så godt vi kan.

Bedring

Naa der blev lige et hul i bloggen. Ligesom der blev et underligt stop i vores liv. Foerst kom Daniel - fantaskisk lille dreng. Men saa kom osse en forsnaevret aorta, som har gjort livet utrolig, utrolig haardt i godt en uge. Jeg tror de fleste der foelger med paa bloggen ved hvad der sker herovre. Saa bare lige en kort update.
Daniel blev opereret heroppe i Edmontom i soedags. Operationen gik som den skulle, saa det var super. Vi var blevet forberedt, men de naeste tre dage var bare saa voldsomme og haarde. Daniel sov en helt masse (var paa masser af medicin, selvfoelgelig) men han virkede ikke saelig godt tilpas og vi kunne i flere dage ikke roere ved ham. Det er svaert at beskrive, men I kan nok alle forstaa hvordan vi havde det. Det er svaert at sige hvor meget smerte han har haft - men i hvert tilfaelde ikke rart at han ikke kunnen holde kontakten ud. Han havde ledninger og drops alle vegne og saa havde han jo maskinen til at traekke vejret for sig.
Naa men det jeg egentlig ville skrive var at han nu har det meget bedre. Han er naeste ude af de fleste brops og traekker selv vejret. Han faar brystmaelk i sonde. Meget lidt for han har jo ikke haft noget i maven siden hans foerste levedag.
Kirurgene har sagt at han er super og det ser ud til at vi bliver overflyttet til boernehospitalet i Calgary allerede i morgen. Det bliver bare saa godt at komme hjem og moren glaeder sig saadan til at se Jonathan. Frederik tog hjem igaar. Idag er det jo Halloween herovre (og det er altsaa meget stort) Jeg vil tro at Jonathan allerede er i sit Caterpiller kostume og ude og samle slik ind - jeg haaber de faar taget nogle gode billeder.

Sunday brunch

Engang imellem holder vi en lille pot-luck(sammenskuds) brunch eller aftensmad med naboerne rundt om hjørnet (Amanda & Pat, Jackie & Scott, Janet & Harold, Sheri & Doug samt Cathy og så selvfølgelig en ordentlig flok unger) Det er super hyggeligt og altid ret improviseret. Nå men her i vores venten synes vi at vi kunne invitere dem herover til sunday brunch. Det gjorde vi og havde igår huset fuld af gæster(12 voksne og 9 børn). Vi var jo osse lige nød til at invitere Tiff og Ben med børn, bare fordi..... Det var nemt - vi bagte brød og havde kaffe klar på vores gode maskine.
Synes bare det er så fedt at bo et sted hvor alle vi holder af bor lige om hjørnet og gladeligt kommer forbi søndag formiddag og hænger ud og leger. Det var super hyggeligt for alle tror vi.
Vi håber at vi kan føre nogle af de her traditioner med os hjem til DK og nogle gange ses med en flok dejlige mennesker uden en særlig anledning. Jeg ved godt at ikke alle derhjemme bor lige rundt hjørnet, men alligevel.

camping i haven

Endnu en skøn weekend med sol og masser af tid, da vi stadig kun er tre. Vi cyklede på legepladsen og biblioteket i morges og så lige forbi en hyggelig lokal cafe til en sandwich. Dette var tilsyneladende nok til at køre Jonathan godt træt. Han tog en 2½ timers lur. Dette var super fedt idet, at han nogle dage nu ikke sover lur og forældrene synes at det er ret dårligt timet. Men idag sov han og så gjorde vi det samme - skønt!

I eftermiddags var vi ude og gøre haven vinterklar - ikke at vi jo har det store at gøre, men lidt blade og sådan var der at rive sammen. Vi havde noget gammelt træ fra en gammel seng som vi besluttede at brænde i Gillians og Craigs lille bål-skål (hvad mon en sådan ting hedder). Det var super hyggeligt og Jonathan mente at vi var på camping og ville gerne lave mad over bålet. Det blev det nu ikke lige til..... Jonathan besluttede osse at Gillians og Craigs bål-sted er et børne et og vores grill er er til mennesker (læs; voksne). Det er altså ikke fordi vi voksne her i huset ikke mener at børn er mennesker - jeg har faktisk overvejet om det er en oversættelse af people - men hvem ved.

Apropro sprog, så siger Jonathan jo 'dig' om sig selv, men nu siger han osse 'dig' om os andre og ikke bare mor og far, så det er blevet lidt svært at finde ud af om han snakker om sig selv eller vi andre:)